Hus 712

Hus 712

H Arquitectes

Den spanske tegnestue H Arquitectes står bag hus 712 – et trekantet hus på en nærmest trekantet grund i Gualba nær Barcelona i Spanien.

Grunden udnyttes optimalt med trekantens lange lige ben langs skel, og med et trekantet ’hjerte’ i midten af huset opstår nærmest ’demokratiske’ tilstande – med samme adgang og afstand til alle boligens rum – som så til gengæld bliver forskellige i kraft af deres orientering og af tre varierede ’udsigter’ til det omgivende landskab. Med direkte adgang til det fri fra alle rum – på nær et – understreges det, at det kompakte hus er tænkt, så det fungerer i tæt samklang med omgivelserne.

På trods af beskeden størrelse og uprætentiøs proportionering har huset et enkelt og markant udtryk. Det næsten ydmyge formsprog understreges af anvendelsen af mørtel og hulsten, og man forstår umiddelbart, at der kan være kort fra tanke til handling – at det kan være ganske enkelt at bygge og skabe rum.

Under projekteringen blev budgettet beskåret med 65% – et forhold, som i sagens natur har haft afgørende betydning for valg af konstruktion og materialer. Ved at eliminere alt ’overflødigt’ og unødvendigt, har huset fået et spartansk og yderst kraftfuldt og ekspressivt både ydre og indre. Et væsentligt træk er det i den sammenhæng, at huset er isoleret med polyurethanskum, så trænger der regn ind i det ventilerede hulrum bag formuren, giver det ikke anledning til problemer – vandet løber bare af og ud igen gennem hullerne i formurens sten.

H ARQUITECTES v. David Lorente, Josep Ricart, Xavier Ros, Roger Tudó, Montse Fornés, Anna Bonet og Iñaki González. Opført 2008-2011, areal 127,40 m2, budget € 130.000. Den 21. maj i år modtog tegnestuen the City to City Barcelona FAD Award for hus 712.

Tekst: Vibeke Krogh
Fotos: Adrià Goula

Serie
Tidsskriftet Tegl - artikler
Serienummer
2012 2
Gyldighed
Gældende