Nøjsomhed

Nøjsomhed

Bygget med hænderne – er nøjsomhed en dyd?

For 200 år siden stod vi med en national katastrofe, da vi blev skilt fra Norge. 50 år senere blev ulykken fuldbyrdet ved Slesvig-Holstens løsrivelse. Vi havde ikke længere adgang til de nordskandinaviske råstoffer, og en fjerdedel af landets landbrugsjorder var gået tabt. Med en djærv tro på egne kræfter gav vi os til at omdanne den jyske hede, og vi inddæmmede fjorde og vådområder til ny, effektiv agerdyrkning. Sådan vandt vi ligeså meget jordbrugsland tilbage, som vi havde tabt. En blanding af besindighed, nytænkning og vovemod var den nøgle, der åbnede for disse nye perspektiver. Vi har prøvet det før, så vi ved, at det kan lykkes igen, selvom problemerne i dag er globale. Vi har alt at vinde.

Arkitekter ved, at nøjsomhed er en del af arkitekturens væsen. Blikket for det nødvendige og sansen for præcision i besvarelsen af opgaven bor i nøjsomheden. Man skyder ikke med spredehagl i håbet om, at ét af dem vil ramme, når man tænker huse. Med nøjsom akkuratesse følger afklaring og overblik, og man bliver glad for lidt. ’Less is more’ lyder et gammelkendt budskab fra den engelske digter Robert Browning, som Mies van der Rohe, 1900-tallets store ikon, mange år senere citerede med et sådant talent, at det kunne have været ham selv, der havde fundet på det. Det klare, enkle udtryk er simpelt hen stærkere end det komplekse. Når vi betragter nutidens arkitektur, kan vi ofte støde på huse, der lægger afstand til denne ellers så smukke og håndfaste erklæring. Og man spørger: Er vi i dag stadig enige i nøjsomhedens dyd? Er den berettiget i en verden, hvor kvalitet gerne måles på effekt, originalitet og størrelse? En desperat trang til betagelse over usædvanlige arkitektoniske mesterværker trænger sig på. Vi opsøger pragteksemplarer som Alhambra, Taj Mahal og Mayapyramiderne men ikke i samme omfang fremmede verdeners mere jævne huse. Vi går efter dét kick, som afslører en stræben, en menneskelig formåen fra forgangne tider og fremmede civilisationer, som overgår vor egen. Men i næste øjeblik vender vi os bort og går videre til det næste. Arkitektoniske vidundere måles på deres rekorder i effekt, originalitet og størrelse – og deres turistværdi. Monumenterne har til alle tider været fascinerende, vi elsker dem, men er de ikke også lidt blærede? Kan vi slet ikke rette blikket mod andet end disse overdådige manifestationer?

Jo, mange af os glædes da også, når vi får ro til uforstyrret at opleve de lokale kulturers frembringelser. Så fornemmer vi den fine balancegang, som bønder og håndværkere gennem tiderne har tilvejebragt i landskaberne, hvor afgrøderne ved hårdt arbejde hvert år tvinges op af jorden, og hvor de vernakulære huse ligger som sikre udsagn om godt design. Forædling og stoflighed har her fundet sammen i rene former, der står tilbage som den overbevisende bekræftelse på, at nøjsomhed og arkitektur er to sider af samme sag. Vi indser, hvordan nødvendig prioritering overalt har gjort traditionelt byggeri rationelt og holdbart, fordi vi fatter, at kræfterne må bruges på mere end én ting. Og vi forstår, at byggeri gennem århundreder har handlet om minimering af indsats gennem praktisk tænkning, genbrug og vedligeholdelse. Huse til hverdagsbrug skal kunne tåle mange års slitage, hvis vi samtidig skal sørge for livets opretholdelse. Dét har ført til en arkitektonisk ’renselse’ og til en målrettethed, hvor intet går til spilde, og hvor samfundet har lært at leve af landet og udnytte kræfter, materialer og opfindsomhed. Sliddet på de gamle huse afslører en præcision, der er udviklet gennem generationer. Intet spild, intet for meget, kun patinering, kun overskud – af liv og skønhed.

Tænk blot på en tur gennem Sydengland eller Normandiet, hvor de sparsomt pudsede stenhuse med skorstene i begge ender signalerer menneskelig formåen. Eller på husene i Provence, der har indtaget og karakteriserer stedet næsten bedre end naturen selv. Her finder vi et rationelt materialevalg og en gennemprøvet byggeskik, der udmærket gestalter modernismens enkle og hvide udtryk, som senere blev så afholdt blandt teoretikere. Eller hvad med de laftede træhuse over hele den Skandinaviske halvø, der med udskiftelig lodret stillet træbeklædning viser sig i rødmalet kontrast mellem træerne. De er byggede som samlesæt med nummererede bygningsdele som de nordeuropæiske bindingsværkshuse, der som flytbart modulbyggeri kan genopføres andre steder. Træ og tegl, hentet og bearbejdet lige uden for døren. Bygget med hænderne. Og vedligeholdt med linolie, tjære, mørtel og kalk; materialer i et naturligt kredsløb, der netop findes i det terræn, som husene er beliggende i. Selvom der ofte har været rigeligt af byggematerialer, tog man vare på dem og genbrugte dem. Denne nøjsomhed var ikke blot afledt af dårlige tider eller undertrykkelse fra et feudalt herredømme. Den fortæller derimod om en ydmyg holdning til naturen, der røber en ressourcebevidsthed i alle livets forhold.

Var vi ganske forblændede, da vi med modernitetens hovmod overlod os selv til finanskrise, miljøkrise, og alt hvad dermed følger? Det kunne se sådan ud. Ved at løfte blikket og samle tankerne kan vi genopdage, finde ind til den nænsomhed og omhu, der ligger bag de gamles livskvalitet. For der bor en særlig livsholdning i nøjsomheden, som ikke primært har noget at gøre med spartansk knaphed. Også når vi kan fremvise tal på bundlinjen, som ikke er røde, er nøjsomhed en dyd, der tilkendegiver vellykket kultur. I arkitekturens verden har det aldrig været god stil at overdrive sine hensigter. Vi kløjes i det, når husene pustes op med dramatisk og overspændt pynt. Eller når de gives en ubegribelig form. Det er, som om man ikke rigtig tror på den tilstræbte idé, der må ligge bag en sådan ubegrundet udformning. Behøver vi virkelig være så højtråbende, for at gøre os gældende? Arkitektur må ikke overtage scenen, sådan som tendensen er i dag. Menneskene er for vigtige til dét. Huse er jo bare rammer for livet, og derfor må vi lade nøjsomhed indgå som et kriterium for arkitektonisk succes. Det er menneskenes muligheder, der er formålet med bygningens eksistens, ikke arkitektens behov for originalitet. Vi skal som planlæggere af bygninger tænke i synteser, helheder og funktioner – og give mulighed for social vekselvirkning. Det er i interaktionen, vi identificerer os og finder hinanden.

Nye huse har tilbøjelighed til at ligne digitalt genererede voluminer. De synes ikke at være skabt ud fra en indre gennemtænkt konsekvens, hvor en kompleks, rationel og overraskende struktur skaber modeller for udfoldelse. De presser sig krukket og affekteret ind og udfordrer hånligt den arkitektoniske nøjsomhed, som ikke gives mange chancer i tidens bybillede, men som ikke desto mindre ville være en lise for øje og sjæl.

Det er interessant at se, hvordan folk i et samfund påvirkes til en adfærd, der markerer sig omvendt af konjunkturerne. Uden at det er aftalt, opstår der modestrømninger, der giver sig til kende i talemåder, påklædning og arkitektur, som signalerer en modsætning til, hvad man kunne forvente. Når det går skidt i verden, får det større betydning at demonstrere magt, rigdom og prestige. Det så vi i 1930’ernes USA, da depressionen havde slået amerikanernes økonomi groggy. Så blev luksus og ubeskedenhed moderne. Chrysler-bygningen i New York, dollargrinene, cocktails’ene, big bands’ene, de kunstlede frisurer og kjolelængderne vidnede om dette billede af blank og opulent ødselhed.

En generation senere, i slutningen af 1960’erne, gik det bedre for økonomien. Men dér herskede enighed om at gå i brugt soldatertøj med huller på ærmerne. Håret skulle være uplejet og langt, og man kørte rundt i udtjente franske bondebiler. Endelig havde karrig nøjsomhed vundet indpas, og al tankegang, der anerkendte tidens overflod, ansås for at være begyndelsen til en den i et samfund, der kun havde fokus på materielle goder. Men nu behøvede strategien i samfundet jo ikke længere at være mådehold – nu var der jo penge nok.

Så kom ’fattigfirserne’, som det kaldtes. Krisen slog ned igen, arbejdsløsheden havde grebet om sig, og der var ingen penge. Vi arkitekter så en idé i at give samfundet førstehjælp ved at vove pelsen med nyt erhvervsbyggeri. Vi gjorde os dengang store anstrengelser for at nære idéen om, at et smukt nyt domicil kunne brande et firma. Men totalentreprenørerne, der dengang var de eneste, der havde likviditet til at bekoste byggeri, var ikke enige. Den smule byggeri, der blev sat i verden, blev takket være disse byggerøvere opført som skrabet lavkvalitet uden visioner. Her var ikke tale om ædel nøjsomhed, for den indtjening, der kunne bringes til veje på det private byggeri, havnede glat og professionelt i totalentreprenørernes lommer, og ikke til gode for byggeriet. Sådan er det imidlertid ikke mere. Nu har arkitekternes synspunkt omsider vundet indpas overalt, hvor man vender blikket. Og alligevel græmmes man. For nu prales der af vovede bedrifter. Igen blev nøjsomheden ignoreret. Alle vegne skyder sært iøjnefaldende ikonarkitektur op med en påtrængende effekt på omgivelser, der slet ikke var forberedt på denne dominans. Disse skinnende, skæve bygningskomplekser, der som regel ikke er opført til andre formål end almindeligt kontorbyggeri er hovedsagelig arrangeret med en smag for eksklusiv egenart frem for skønhed. Hellere eksponere sig med en højtråbende ubeskedenhed end at markere sin arkitektur med diskret ynde og indpasning. København må ikke blive rendt over ende i konkurrencen med andre metropoler. Vi skal være fremme på beatet, skille os ud og vise udvikling. Hvis ikke vi er i udvikling, er vi i afvikling, siges det. Men skiller vi os ud ved at lade vore byer ligne alt det andet nye bling-bling, som dominerer ude i verden?

For tiden er vi kuet af krisen over alle kriser. Denne gang kan vi vist ikke slå os til tåls med, at nutidens brovtende adfærd nok blot er resultatet af samme effekt, som vi så under 1930’ernes recession? Nu ser det ud til, at vi må finde ind til helt andre værdier, hvis vi skal gøre os håb om at komme uskadte gennem trængslerne. Den samfundsmodel, som tidens affekterede bygninger repræsenterer, har gennem de sidste 10-12 år systematisk nedbrudt den sociale og økonomiske velstand, som vi med nøjsom og ærlig solidaritet ellers havde fået op at stå siden krigen. Egenrådig grådighed har erstattet den omsorg, som ethvert samfund ellers burde være bygget på. Det er blevet almindelig anerkendt at lade sig friste til skattesvindel, selvisk børshandel og direktørtitler. Tidligere kendte vi som regel forskel på varm luft og knofedt, og vi vidste udmærket, hvordan man prioriterer medmenneskelig samhørighed, så opretholdelsen af de sociale værdier efterlades uanfægtet. Det er nødvendigt, at vi genfinder denne anstændighed, når vi giver os i kast med tidens udfordringer. Lad det blive en ’trend’ at arbejde til gavn for andre. For samfundet har ikke råd til al denne blinde overflod. Vi har faldende beskæftigelse, og vore økonomiske ressourcer er for utilstrækkelige til at imødekomme samfundets fordringer så upræcist og distanceret, som tilfældet har været alt for længe. Vi må genererernye værdier. Ikke blot må husenes kvalitet og levetid gennem bedre byggeskik og generel anvendelighed undsætte det trængte samfund, men arkitektuddannelsen må tillige som strategisk værktøj bidrage som værdiskaber i andre erhverv. Sådanne forandringsprocesser bør ses som en gave, der vokser ud af nøjsomheden, fordi der herved udmønter sig nye landvindinger inden for f.eks. effektivisering af energiudnyttelse, forbedringer inden for sundheds- og velfærdsområdet eller fornyelser i storbyens hybridløsninger, hvor naturværdi f.eks. kommer til udtryk i cykeltrafik kombineret med regnvandsopsamling. Men det kræver et principielt skift til et menneskesyn, som skal udgøre fundamentet for et sådant kollektivt ansvar, og hvor fleksibel mangfoldighed udgør grundtonen i besvarelsen af de opgaver, vi står overfor.

Der mangler boliger i det voksende København. Når man betragter Bakkehusene ude ved Bellahøj, slås man af dette kulturelle mirakel af 171 boliger, der for snart 100 år siden opførtes i en skøn blanding af nøjsomt håndværk, arkitektonisk tradition og fremsynet generøsitet. En lignende punktlig afklarethed må være fremtidens svar på nutidens vanartede overflodshuse. Vi ser derfor frem til, at PensionDanmark, en af de store pengetanke herhjemme, vil prioritere sådanne kvaliteter i det nybyggeri, der p.t. planlægges. Pensionsselskabet har her, midt i finanskrisen, meddelt, at man agter at investere 10 milliarder kroner i erhvervs- og boligbyggeri inden for de næste fem år. Arbejdspladser og nye boliger vil falde på et tørt sted, ikke mindst set ud fra den kendsgerning, at et sådant gennembrud i de træge byggefag kan bidrage til en udvikling, hvor frugtesløshed kan afløses af fremsynethed og nytænkning. Lad os håbe, at muligheden også ud fra et globalt syn vil blive udnyttet på en måde, der giver os bedre kort på hånden, end når vi blot falder i staver over monumenterne i den 3. verden. For dér, i de såkaldte udviklingslande, prioriterer man klarsynet mådehold, fordi man ikke har råd til andet. Dér undgår man kostbar transport og import af fremmede byggematerialer for til gengæld at gøre brug af ler, kalk, grus og træ, som kan hentes fra stedets egne ressourcer. Dér gør arkitekter sig umage med at anvende byggetekniske løsninger, der støtter hensygnende håndværk for at bevare kvalifikationer og arbejdskraft. Det giver mulighed for at lade lokal kompetence spire til fordel for opretholdelsen af kulturelle særpræg i områder, der ellers ville blive underkastet de fremstormende industrielle byggemetoder. Den omfattende ufaglærte arbejdskraft, som bærer en stor del af byrden på den 3. verdens byggepladser, vil få chancen for uddannelse i håndværkstraditioner, der ellers stod i fare for at uddø. Her i landet har den økonomiske griskhed måske fået et så fast tag i byggeriets parter, at den slags basale tiltag ville opfattes som absurde i vor civiliserede montageindustri? Sådanne idéer har vel ingen gang på Jorden andre steder end på Christiania eller på en mark uden for lands lov og ret for ikke at genere parcellisterne, hvor pudrede enfamiliehuse på 3-400 m2 med havudsigt og glaserede, blådæmpede tagtegl stadig forsøger at ligne Fredensborg Slot...

Reaktionær selvtilstrækkelighed er perspektivløs og lægger afstand til de nødvendige tiltag, som vi må og skal søsætte, mens tid er. Og lige her må vi være opvakte, for selvgodhed knytter sig såmænd også til nøjsom adfærd. Vi har set det udtrykt i samfundets udkanter, hvor hellige munke og frelste eremitter søgte i bedrevidende ensomhed, hvor man kunne fordybe sig i en overhøjhed, der lod os andre skamfuldt tilbage. Asketisk minimalisme, hvor den, som står alene, står stærkest, er ikke målet for en verden, der på flere fronter trues af kollektivt nedbrud. Vi skal genfinde storheden i en idealisme båret af empati og kollektiv social bevidsthed. Nye tilskyndelser i verden kalder på svar, der, bygget på bæredygtig klimatilpasning, kan vende kritiske tilstande til fordele. Skybrud kan veksles til urbane vandløb, solafskærmning kan bruges til akkumulering af energi, genbrug af materialer kan tilvejebringe arkitektonisk slægtskab med de historiske bygninger, grønne cykelkorridorer kan skabe bysammenhænge med nye opdagelser, urban fortætning og pladsdannelser kan skabe nye træfpunkter i byens landskab, parkanlæg kan danne pauser for cyklister og gående og skaffe nedsivningsmuligheder for regn og sne. Byen kan blive en pause , et potentiale med stille oplevelser også for børn og gamle, hvor elektrificeret privattrafik og nuanceret kollektivtrafik vil udgøre baggrundsenergien. Svarene står i kø. Vi kan tage udfordringen op og gøre det igen – gennem meningsfuld, funktionsbestemt arkitektur. Og ikke gennem arrangeret pral, der overspændt forsumper kvalificeret menneskelig udfoldelse. Det modsatte af nøjsomhed er ikke ødselhed, det er forkælet desperation.

Tekst: Niels Hesse
Fotos: Susanne Ulrik

 

Serie
Tidsskriftet Tegl - artikler
Serienummer
2013 1
Gyldighed
Gældende