Interview med en bygherre

Tegl 2013 nr. 3 - Om at bygge

Om at bygge

Interview med Arkitekt MAA Vagn Højgaard

Blandt arkitekter drøftes det, hvorvidt anstrengelserne skal lægges i skitserne, i projekteringen eller i byggeprocessen, når huse skabes. Kan vi spore stor arkitektur allerede, når en hurtig, smuk håndskitse rammer plet i løsningen på en bygnings komplekse formgivning? Eller skal vi først lade begejstringen indfinde sig, når vi med et veldokumenteret projekt kan sikre os, at arealbehov, brugerønsker, økonomi, myndighedskrav osv. er tilgodeset? Eller er det til sidst, når byggeriet står som færdig fysisk struktur, at det skal stå sin arkitektoniske prøve? Byggeprocessen er en lang sej vej, som enhver, der i det dag-lige arbejder med projektering og byggeri, kun kender alt for godt. Plejecenter Trekroner står som et nyopført bygningsanlæg, som har været underkastet en lang række fordringer, som ikke sædvanligvis indgår i byggeprogrammet. Huset er opført som PassivHus og er bygget, så der næsten ingen energi bruges på opvarmning. Snart skal alle huse bygges sådan. Termisk stabilitet, tæthed og varmegenvinding spiller en stor rolle. Og alligevel ses her en arkitektur, der signalerer traditionelt tanke-sæt. Hvordan har denne dialektik indvirket på arbejdsprocessen?

Arkitekt MAA Vagn Højgaard (VH) fra Roskilde Kommune har som bygherre stået bag kravene til byggeriet. Som erfa-ren tekniker deltog han i udvælgelsen af de rådgivere, som man kvalificerede til opgavens løsning. Alligevel følte Vagn Højgaard ved flere lejligheder, at udfordringerne stod i kø. Arkitekt MAA Anders Stangerup (AS) har gennem sit 30–årige professionelle virke levet af at skabe arkitektur i en syntese mellem teoretisk vision og fysisk byggeteknik. Som sagsarkitekt hos Holsøe Arkitekter A/S er han af den opfattelse, at den beåndede skitse naturligvis er nødvendig, men behersker man ikke transponeringen fra smukke hensigter til et afklaret hus med sobre byggetekniske løsninger, så risikerer man at havne i utilsigtet makværk langt fra de første og velmente idéer.

Plejecenter Trekroner og psykiatriboligerne Lindelunden er opført som etagebebyggelser med egen identitet i et samlet bygningsanlæg i bydelen Trekroner i Roskilde. Med knap 15.000 m2 rummer husene 155 plejeboliger,fællesarealer osv. Byggeriet – projekteret af Holsøe Arkitekter A/S – kan ses som et traditionelt kvalitetsbyggeri med murede facader, men faktisk er det opført som et moderne PassivHus. Er det imidlertid ikke vanskeligt at projektere på nye præmisser, når arkitekturen ønskes opført efter sædvanligt mønster?

Plejecenter Trekroner ser ud som et byggeri af den traditionelle slags. Gedigent og solidt og med murede facader i røde sten. Rådgivningen var opdelt, så projektforslaget var udarbejdet af én rådgiver og udbudsprojektet af en anden. Skyldtes det, at bygherren ønskede et forslag at træffe beslutninger ud fra, inden man gik i gang med detaljeringen af et projekt, som på flere måder kunne opfattes som et pionerarbejde?

VH – Nej, det er ikke helt rigtigt. Vi udbød efter et udvidet byggeprogram, som var vedlagt tegninger på dispositionsforslagsniveau. På grund af ønsket om budgetsikkerhed og om at kende prisen tidligt i processen udbød vi entrepriseydelserne i totalentreprise, hvilket vi i kommunen har gode erfaringer med. Her ønskede vi ydermere at have et vist kendskab til udformningen af byggeriet. Derfor var der allerede i udbudsfasen taget stilling til den grove geometri. Dvs. at vi efter prækvalifikation valgte et rådgiverteam bestående af JJW Arkitekter og Damgaard Rådgivende Ingeniører til at lave rådgiverudbudet i tæt samarbejde med kommunen.

AS – Holsøe Arkitekter har tegnet en del plejehjem, og her indgik vi som underrådgiver for Enemærke & Petersen A/S, der har været totalentreprenør på byggeriet. Under samarbejdet fordybede vi os i den energitekniske materie bl.a. ved deltagelse i intensive kurser med fokus på termoteknologi. En betingelse var, at projektet blev udbudt offentligt som en prækvalifikation, hvor husets udformning i grove træk allerede var fastlagt. En anden tegnestue, JJW Arkitekter, havde forinden disponeret husets overordnede formgivning, så vi var bundet til at løse opgaven inden for rammerne af JJW’s skitser. Da vi blev udpeget til i samarbejde med Moe & Brødsgaard at projektere bygningerne, var det derfor ud fra andres forarbej-de, at bygherren forventede, at vi afsluttede byggesagen som rådgivere.

Er opdelt rådgivning så en fremgangsmåde, som kan anbefales ud fra de erfaringer, som I gjorde jer under processen?

VH – Det er ikke lige umiddelbart til at svare på. Men Trekroner projektet kom dårligt fra start. På de første syv måneder blev byggeriet tre måneder forsinket, og der blev brugt mange ressourcer på at indhente forsinkelsen, som ellers kunne have være brugt på et bedre byggeforløb. Forsinkelsen havde dog intet med udbudsformen at gøre.

AS – Med al respekt for andre arkitekters arbejdsmetode er det efter min mening ikke en god måde at forvalte ressourcerne på. Der gik megen energi tabt ved opdelingen. Det tog tid for os at skabe et ejerforhold til projektet. Det første hold ved jo godt, at de byggetekniske forhold ikke vil blive løst under deres rådgivning, så her vil der altid være en tendens til at se en smule bort fra de tekniske konsekvenser af den ene eller anden beslutning. Og når tingene skal detaljeres, er det andet hold ikke umiddelbart motiveret for at kæmpe for løsninger, som er afledt af en overordnet formgivning, som man ikke selv har fremelsket. I de indledende faser er der jo aldrig i fuld udstrækning taget højde for de problemer, som efterfølgende kan opstå, når man kommer ‘tættere på’. Men lidt fornemmelse for konstruktiv forståelse i skitserne er jo altid en fordel.

Hvordan kom disse vanskeligheder til udtryk i forløbet?

VH – Der ligger altid en lang række overvejelser i, hvilken entrepriseform man skal vælge, når et byggeri skal i gang. Hvilke krav er der til byggeriet? Hvordan er økonomien? Hvad er tids-horisonten? Der har løbende været diskussioner med totalentreprenøren om udbudsformen, som han har kaldt for en ”hotalentreprise”,en blanding mellem total – og hovedentreprise. Den entrepriseform findes ikke som juridisk begreb, men den har givet anledning til en del uoverensstemmelser undervejs.

AS – Vi havde i forvejen ikke megen projekteringstid, og et yderligere tidstab som følge af faseopdelt rådgivning førte til en forcering af arbejdet, som kunne være undgået. Under arbejde med hovedprojektet havde vi mange spekulationer om forståelsen af de hensigter, der var lagt ned i projektforslaget. Vi indså, at samarbejdet skulle lykkes uden for mange ‘følerier’. Der var kun ét skud i bøssen, hver gang vi stod over for en ny beslutning. Det skaber nervøsitet og risiko for fejl. Og ud over den vanskelige balancegang med et kompliceret hus, som vi ikke selv havde udtænkt, havde vi nok at gøre med at få skabt et PassivHus med en klimaskærm, der både var tæt, højisoleret og sikret mod kuldebroer. Da huset stod færdigt, var det faktisk det største PassivHus bygget i Danmark. Så man kunne godt komme til at ryste lidt på hånden. Som regel ledsager projekteringsfejl jo netop en sådan nervøsitet, så det blev nødvendigt at indtage en ‘easy minded’ holdning til udfordringerne og så se at komme derudad. Ellers ville det hele dø i komplikationer.

Er huset da mere kompliceret end andre huse?

VH – Opførelse af PassivHuse, 0 –energihuse eller plusenergihuse stiller klart større krav til byggeriet. Kuldebroer, tæthed, ventilation, energiforbrug osv. er vigtige parametre, som kræver en gennemarbejdet projektering, større omhu med udførelsen på pladsen og skærpet tilsyn på byggepladsen.

AS – Ja, under projekteringen satte vi os for at få huset til at stå som to store murede klodser, enkle og bastante. De to volumener skulle fremtræde klart med udskårne huller og påsatte karnapper og altaner. Arkitektonisk kvalitet handler tit om enkelhed. Men faktisk er det vanskeligt at få komplicerede huse til at stå ‘rene’ og enkle. Især når byggeriet rummer tekniske liggende betonkonstruktion til skalmuren, der jo giver huset dets ‘karaktér’. Klimaskærmen på et PassivHus kan ikke undgå at få en voldsom tykkelse. Og så er det, at balkoner og nicher bliver svære. Ved alle fremspring fra facadeplanet skal der forstærkninger til; hjørner, altanplader og lignende skal jo understøttes. Det har vi brugt meget tid på, så sammenhængen mellem alle bygningsdelene kan virke efter hensigten og også stå overbevisende med et enkelt udtryk.

Ja, huset er jo tegnet som PassivHus. Har det grebet ind i arkitektens sædvanlige projekteringsmetodik, så tingene skulle gøres på nye måder? Skitserne, som blev overtaget, var vel forberedte for de specialløsninger, som det medfører?

AS – Egentlig ikke. Men spørgsmålet er også, om det ville være rigtigt at bygge et hus uden de ønskede altaner, nicher og ‘knaster’ for nemt at kunne tilgodese PassivHusets særlige tekniske fordringer. Helt kontant kan man sige, at et PassivHus er en bygning, der er så isoleret, at energibehovet er bragt ned til max 15 kWh/m2 pr. år. Men skal sådan et hus have et bestemt udseende? Ikke nødvendigvis efter min mening. Det må være de funktionelle krav og ønsker fra bygherren og brugeren, der skal ligge til grund for husets form og karaktér. Bagved de mange karnapper og balkoner er der dog fremstillet specialbeslag, som vi har designet til bæring af mange af bygningsdelene. Vinduer og solafskærmninger, værn og altanplader kan jo ikke svæve 420 mm ude i luften i plan med skalmuren, som jo ikke måpåvirkes statisk – af andet end vindkræfter. Alt er derfor fastgjort til de bærende betonbagmure med kuldebroreducerende fastgørelser. Og strittere eller bindere af den længde fandtes simpelt hen ikke på markedet, da vi skulle beskrive detaljerne. Så dem måtte vi hente specialproduceret i Tyskland. Sammen med kravet om den totale tæthed har det været kolossalt vanskeligt at få alle disse ting til at gå op i en højere helhed, så vi kunne leve op til idéen om kæmpeklodsen, der skulle stå stærkt og singulært.

VH –Det er altid en udfordring at få lavet et spændende byggeri med den byggeteknik, der er tilgængelig. For år tilbage var det vigtigt at signalere energibevidsthed ved at lade solceller være synlige. I dag skal de helst være skjulte, medmindre de kan integreres. Plejecenter Trekroner og Lindelunden har ydervægge på 630 mm. Det var derfor en udfordring at undgå, at huset kom til at ligne en fæstning.

AS – Egentlig tror jeg, at vi lige nu befinder os i en overgangs-periode, hvor vi tvinges til overdrevent fokus på varmeisolering, linjetab, SIM–beregninger, tæthedsprøver og hvad ved jeg, og det risikerer at skygge for andre spørgsmål, der faktisk fortjener større focus. Sandheden er jo, at vi endnu ikke har fundet vejen frem blandt de mange energikilder, der for tiden bliver afprøvet. Mon ikke, vi om få år kan udvinde og akkumulere solenergi i så store mængder, at isolering kun behøves af hensyn til almindelig komfort? Det er jo ikke godt at leve i en stor plasticpose med mekanisk ventilation – og kender vi overhovedet til holdbarheden af alle de tætningsmaterialer, som er i brug på en byggeplads?

Der er tale om et traditionelt hus med betonbagmure, men huset rummer alligevel et nytænkt byggeteknisk koncept, fordi PassivHusets fordele skulle udnyttes. Måske en modsætningsfyldt opgave, men under alle omstændigheder en opgave, der har fordret innovativ tankegang?

AS – Man behøver ikke at forstå opgaveløsningen som modsætningsfyldt,hvis man ellers forstår at detaljere huset, når man kommer ‘ned i substansen’. Samlinger, fastgørelser og bæringer kan løses, så husets karaktér i alle måder opnår det tilsigtede. En vigtig målsætning var at bygge et muret hus med ‘nærvær’ og styrke. Murværk skal efter min mening altid udføres, så det bliver karakterfuldt og med vågen bevidsthed om, hvilket præg, der skal dominere facaden. Betonkonstruktionen bag skalmuren skal naturligvis virke sammen med murværket, og vi placerede derfor dilatationsfuger med omtanke, så de ‘mønstrede’, murede facadeskiver ikke opdeles uskønt. Når lodrette dilatationsfuger uden videre skærer sig gennem bygningens ‘hud’, kan huset næsten ‘gå i stykker’ for øjnene af én. Derfor har vi konsekvent valgt at placere dilatationsfuger, hvor de følger de linjer og forløb, som iøvrigt tegnes i facaden af fremspring, nicher, hjørner osv.

VH – PassivHus konceptet blev introduceret i 2009 på et tidspunkt, hvor der i Danmark ikke var erfaring med den slags byggeri i stor skala. I udbudsfasen påregnedes det at udføre bagvæggen som en let konstruktion, der blev skalmuret, men ved kontraktforhandlingerne blev det ændret til en bærende bagmur i 150 mm beton. 350 mm isolering stiller store krav til bagmur og bindere. PassivHus-princippet har derfor medført en del nytænkning her. Bl.a. har isolering og tætning omkring vinduer og øvrige gennembrydninger i facaden stillet store krav til bade projektering og udførelse med henblik på at und-gå kuldebroer og på at bevare tætheden.

Murværkets ubrudte, mønstrede flade har også efter min mening afgørende indflydelse på en facades kvalitet. Hvilke tanker gjorde I jer om de teglsten, som har været så vigtige for byggeriet? Et sådant valg må jo ikke kikse?

AS – Vi udelukkede ikke, at lokalplanen kunne give mulighed for smukt, rødt murværk. Vi anbefalede derfor, at man med prøvemure kunne nå frem til, hvilken mursten der var bedst egnet. Sten fremstilles jo i dag i så mange smukke nuancer. Vi havde en animeret drøftelse med bygherren om, hvor råt murværket kunne stå. Som projektets arkitekter fandt vi, at de kraftfulde bygningsblokke fortjente en rå, rustik overflade med en mangfoldighed af rødlige farvenuancer. De mockups, der blev udført, gav god lejlighed til at vurdere mulighederne. Medspillerne i processen blev på denne måde inddraget i arbejdet, og vi fik en beslutningsorganisation op at stå, som sikrede det rigtige valg. Prøveopstillingerne overbeviste bygherren og myndighederne om, at det var rigtigt at anvende røde sten i et lokalområde, der ellers er domineret af gult murværk, og i dag er alle vist glade for den sten, vi valgte.

VH – Ja, oprindelig var det tanken, at der skulle vælges gule sten. Bydelen Trekroner er præget af lyse og især gule facader. I lokalplanen for området står, at ‘bebyggelsen skal fremstå med et lyst og let facadeudtryk’. På murerfagskolen blev der på foranledning af MURO lavet prøver med fire forskellige stentyper. Tre gule og en rød. Der blev lavet i alt otte prøvemure, en med bakkemørtel og en med strandmørtel for hver stentype. På nederste halvdel blev der eksperimenteret med tilbagetrukne fuger. Inspireret af Utterslev skole kom den røde håndstrøgne mursten 3.2.40 fra Matzen i Egernsund i spil og blev valgt. Efterfølgende blev der lavet en mockup af en hel lejlighed i Enemærke Petersens produktionshaller i Glostrup med facader, vinduer og inventar.

Hvilket forbandt er der brugt til de murede facader og hvilke mørtelfuger?

AS – Vi ønskede, at huset skulle stå råt med en grov skrabefuge i bakkemateriale. Den karakterfulde røde sten og fugernes varme tone ville give et levende og nuanceret præg. Vi valgte et løberforbandt med en halv og en kvart stens spring, fordi vi kunne fastholde en halv stens skalmur, uden at murværkets mønster dermed blev kønsløst og uartikuleret. Alle disse valg har været helt afgørende for bygningernes bastante udtryk. Hvis ikke vi havde gjort os umage med detaljerne, var husene blot blevet en karrig stenmasse med vinduer anbragt, så man kunne kigge ud. Gode udkig er jo en udmærket ting, men husene har også fået en stofligt nuanceret karaktér, der er tilsigtet og villet. Og vi kan med tilfredshed se, at bygningerne er blevet indtaget af brugere, der sætter pris på arkitekturen. Det siges blandt mange af vore yngre fagfæller, at detaljering kan undværes, hvis pengene mangler. Men det er jo noget vrøvl. Der er ingen penge at spare ved ikke at tænke løsningen af detaljer ind i husets arkitektur. De er ikke ligegyldige. Entreprenøren vil gerne vide, hvad vi har tænkt os, når han står og skal bygge. Han tager jo ikke rådgiverens ansvar på sig. Så intet hus kan bygges uden detaljering. Intet byggeri kan opføres, uden at der tages stilling. Uden at der tegnes.

Vi står altså med nogle robuste, murede kæmpeblokke, som på afstand skal give indtrykket af rå enkelhed med udskårne huller, vinduer, altaner og døre. Når man nærmer sig, opdager man dog en raffineret detaljerigdom, hvor materialernes stoflighed er opnået ved gennemtænkt forædling?

AS – Ja, det er derhen, vi har tolket programoplægget, og ud fra det, har vi bestræbt os på at give arkitekturen netop den karaktér. Men det centrale er, at de røde sten både på afstand og tæt på skal give os fortællingen om kvalitet og om traditionelt og gedigent byggeri. Husenes kompakte ydre er til for at skabe indtrykket af en tryg ramme. Åbningerne i stenmassivet er bevidst udformede, så husene åbner sig indad, og så dagslyset falder ind og giver en venlig og lys atmosfære.

VH – Byggeriet fremstår som en samlet bebyggelse og som et markant arkitektonisk greb i det kuperede landskab. Begge huse er opført i røde tegl med et varmt skær, og vinduesåbningerne formidler en mindre skala, som modsvarer det store massiv og giver anlægget ‘menneskelig’ skala. Solafskærmende elementer understøtter visuelt PassivHusets energikoncept og tilfører huset et spinkelt element i kontrast til de tunge teglvolumener.

Husets hjerte, fællesrummene, er let aflæselige via de markante dobbelthøje spisestuer, og det tilfører yderligere det samlede kompleks en slags mellemskala mellem hovedgreb og detalje. Lokalplanens vision er altså intakt, fordi byggeriet fremstår som en samlet struktur i landskabet – men med individuelt lokalt særpræg og med en menneskelig skala.

AS – Vi har jo en lang tradition for murværk og for en byggeskik og en byggeteknisk rig detaljering af netop murede konstruktioner her i landet, og derfor tror og håber jeg på, at også fremtiden vil rumme mange nye byggetekniske og arkitektonisk vellykkede konstruktioner i ler og mørtel og tegl. Der er jo en mængde ‘opgaver’ – som f.eks. varmeakkumulering, et sundt indeklima, lang levetid og minimalt vedligehold – som ler og mørtel kan ‘løse’, og som vi i dag ser med nye øjne på og indser nødvendigheden af – og endda alene på grund af naturmaterialets karaktér og på grund af måden det så behandles i produktionen – hvordan råmaterialet anskaffes lokalt osv – som gør det til et af de pt rigtigste valg, hvis man vil bygge ansvarsfuldt med henblik på CO2-regnskab og godt miljø – både globalt men også lokalt.

Interview: Niels Hesse
Fotos: Vagn Højgaard
llustration: Anders Stangerup

Serie
Tidsskriftet Tegl - artikler
Serienummer
2013 3
Gyldighed
Gældende